Evigt unge  -  side 2

To gange dagligt tager Eva en svømmetur - også når vandet er koldere end i denne kanonsommer.

Vi er aldrig syge

- Jeg har aldrig været til læge, bortset fra, da jeg fødte min søn Per, og når jeg en gang imellem skal have kørekortet fornyet.

- Vi er faktisk aldrig syge. Det skyldes nok livet heroppe, for vi går jo i vandet hver dag, uanset vejret. Når vi har været her ved juletid og stået på ski i bakkerne ved Heatherhill, har vi også somme tider smidt skiene og er lige gået ud og dyppet os - og så ind igen. Men det er nu nogle år siden.

Der har ikke været en hjemmehjælper inden for dørene hos parret, hverken her eller i vinterboligen i Aksel Møllers Have på Frederiksberg. Jo, de får da sommetider breve med tilbud om hjælp fra kommunen, men det tager de sig ikke af.

Harry slår selv græsset på den mægtige grund og beskærer de frodige rosenbudskadser. Det er også ham, der klarer opvasken efter den gode frokost med kølig hvidvin, som Eva serverer.

Manden, der sidder over for mig og med mildt lune siger, at han sørger for at have unge venner, for de gamle dør jo, er født i forrige århundrede, i året 1899. Hans liv begyndte på Frederiksberg, hvor hans far var en kendt konditor.

Den ene af faderens to forretninger lå op til etablissementet Sommerlyst, hvor Herman Bang læste op. Som lille dreng blev Harry sendt over på det nærliggende Morskabsteatret med kaffe og kage til skuespillerinden Amelie Kierkegaard og revykongen Carl Alstrup. Han husker endnu, at smukke Amelie var så glad for ham, at hun hver gang, han kom, dansede rundt med ham på scenen.

- Senere købte fru Betty Nansen teatret, og min søster Elsa blev hendes altmulig-medhjælp og sekretær. Storm P., som boede lige overfor, kiggede ofte ind. Jeg husker han kom en dag, da fru Nansen sad og vred sit hoved. Hun kunne ikke finde ud af, hvad teatret skulle spille.

- Det skal jeg side Dem. De skal bare spille grammofon. Det sker der ikke noget ved, sagde Storm.

Den uge Harry blev nærmest en del af teatermiljøet. Han var også meget musikalsk og fik i årevis klaverundervisning hos Louis Glass, som havde et konservatorium på Madvigs Allé. Og nu og da hjalp han fru Nansen med klaverspil under forestillingerne.

Men trods de kunstneriske interesser endte han nærmest ved et tilfælde som elev i Handelsbankens hovedsæde på Kgs. Nytorv.

- Jeg havde kun tænkt mig at blive der nogle måneder, men det blev til 50 år. Jeg blev nærmest kidnappet, klukker Harry, som i mange år var bankens hovedkasserer.

Da jeg spørger ham, om han ikke havde tænkt sig at blive pianist i stedet for bankmand, ser han polisk på mig og meddeler, at man her i livet ikke skal tænke for meget.

< Forrige side  |  Næste side >